Skip directly to content

Det går over

Forestillingen

Han er midt i trediverne og kan slet ikke identificere sig med Nikolaj & Julie og alle de dér parforholds-dogmefilm...eller... Han er barn af 68-generationen, men kan stadig li' sin mor og far - selv filhører han den såkaldte NÅ-generation og alt er i forfald: Hans krop, tænder, idealer samt både sex- og kærlighedsliv. Dette sammenholdt med en verden både i og på kanten af krig har fået ham til at kaste sin lid til mantraet: DET GÅR OVER! Et mantra der både trøster ham og fylder man med dyb angst og bæven. Med lige dele crazy-komik, sort humor & satire iblandes showet desuden et musikalsk univers, spændende fra rockabilly, blues over opera til den poetiske vise. For manuskriptet og på scenen står Jacob Morild som osse står/har stået for den årlige julecabaret samt et hav af andre cabaretter på Café Liva gennem de sidste 15 år bl.a. to anmelderroste one-man shows i sterten af 90'erne "VERDEN SET FRA NYHAVN" & "ET KØNT PAR" samt Jesper Jensen-cabaretten "OM LIDT SI'R VI FARVEL" fra sidste år. Med sig selv ved pianoet & på en enkelt replik har han musikeren THOMAS PAKULA ANDERSEN, som før har optrådt på Café Liva i henholdsvis Reumertpris-vinderen "IND TIL BENET" i 2001 & publikumssuccéssen "ET VINTERMARERIDT" samme år.

Medvirkende

Jacob Morild

Skuespiller, instruktør, dramatiker, tekstforfatter, satiriker m.m.m. Autodidakt i det hele og startede sin karriere i midten af '80-erne. Har sidenhen været vidt omkring bl.a. som redaktør & chef for P3's radiosatire DET DER OM SØNDAGEN 1992-1995; revydirektør på Mogenstrup-revyen 1995-1997; viceredaktør på TV2s UGEN DER GAK 1995-1996 - desuden optrådt på Nørrebros Teater, AmagerScenen, Det Ny Teater, Privat Teateret, FolkeTeateret, Græsted Revyen, Rottefælden i Svendborg, Nykøbing F.revyen, Hjørring Revyen og mange, mange andre steder.

Har modtaget Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris i 2014, De Danske Teaterforeningers Ærspris 2014, Danske Teateranmelderes Initiativ-pris 2015, 4 gange kåret til Årets Revyforfatter og 4 gange nomineret til en Reumert - sidst for Julecabaretten NÅR KRYBBEN ER TOM i 2015.

Siden 1987 engageret i Liva, hvor han har stået i spidsen/været involveret/skrevet/spillet med i....over 50 cabaretter til dato og der er mange flere på vej - siden 1999 har han desuden været kunstnerisk & administrativ leder af Café Liva.

Thomas Pakula

Musiker, komponist & arrangør på bl.a. Nykøbing F. revyen & Det Ny Teater.

Skrev i 1999 musik til børneforestillingen "Englen og den Blå Hest" på EgnsTeateret Masken.

Fra 1998 TV (DR) "Musikbutikken" (som keyboardspiller og arrangør) samt "Fællessang på Bakken" (key+arr.), Det Danske Melodi Grand Prix 1999 (key+komp.)

Er - og har været i en årrække - kapelmester og hovedkomponist på Sønderborg-Revyen, Randers Revyen og Odense VinterRevy.

Startede på Liva som kapelmester på den Reumert-prisbelønnede cabaret IND TIL BENET  i 2001 - og har siden været involveret i utallige julecabaretter o.m.a. på Café Liva.

Udover Reumertprisen i 2001, er han bl.a. blevet kåret til Årets Revykomponist i 2005 & i 2015 - og har desuden været Reumert-nomineret 2 gange; sidst for Cafe Livas Julecabaret NÅR KRYBBEN ER TOM i 2015.

Anmeldelser

BT: 
Forrygende, formidabel & suveræn !

Berl. T:
Publikum skriger af grin!

Pol: 
Storslået - det laves ikke bedre