Skip directly to content

HALLØJ

Forestillingen

Den 4 x Reumert-nominerede dramatiker, satiriker, instruktør og skuespiller, Jacob Morild, præsenterer endnu en solo-cabaret i rækken af samtids-satiriske ytringer, som han i Cafe Liva-regi har stået for de sidste mere end 25 år.

Senest den 5-stjernede anmelder- og publikumssucces HURRA fra 2019 med efterfølgende landsdækkende turné i 2020.

Igen er det med omdrejningspunkt i sin egen generations genvordigheder og tåbeligheder, som lyser mere og mere op i en verden, hvor de yngre generationer - heriblandt hans egen generations børn – stiller større og større og kraftigere og voldsommere spørgsmålstegn, ved han og hans jævnaldrendes forvaltning af Klimaet, Kloden og dem selv i deres voksne liv –

Altimens han selv har haft travlt med over et halvt livs sammensurium af rigtige meninger, politisk korrekthed, krænkelser i alle former, kystbane-socialisme, ny-liberalisme, friværdi, pensions-opsparinger og generel umådeholden selvoptagethed.

Solo-cabaretten er vanen tro skrevet og instrueret af Jacob Morild selv, som også står Mutters alene på scenen.

 

Spilledage

28. April - 28. Maj

Alle dage undtagen søndag

Billetter

Billetpris 250,-

- inkl 2-retters cabaretmenu 485,- i teatersalen

- tilvalg af dessert 65,-

Købes på cafeliva@mail.dk (gebyrfrit) - eller på billetten.dk og teaterbilletter.dk

Cabaretmenu kan kun købes på cafeliva@mail.dk

Der er også mulighed for en 3-retters gourmet-oplevelse i Brasserie Liva på dækket inden forestillingen -

Pris for 3-retters Brasseriemenu 395,- inkl Nyhavns bedste udsigt

Købes på cafeliva@mail.dk eller info@brasseriet.dk

Medvirkende

Jacob Morild

Skuespiller, instruktør, dramatiker, tekstforfatter, satiriker m.m.m. Autodidakt i det hele og startede sin karriere i midten af '80-erne. Har sidenhen været vidt omkring bl.a. som redaktør & chef for P3's radiosatire DET DER OM SØNDAGEN 1992-1995; revydirektør på Mogenstrup-revyen 1995-1997; viceredaktør på TV2s UGEN DER GAK 1995-1996 - desuden optrådt på Nørrebros Teater, AmagerScenen, Det Ny Teater, Privat Teateret, FolkeTeateret, Græsted Revyen, Rottefælden i Svendborg, Nykøbing F.revyen, Hjørring Revyen og mange, mange andre steder.

Har modtaget Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris i 2014, De Danske Teaterforeningers Ærspris 2014, Danske Teateranmelderes Initiativ-pris 2015, 4 gange kåret til Årets Revyforfatter og 4 gange nomineret til en Reumert - sidst for Julecabaretten NÅR KRYBBEN ER TOM i 2015.

Siden 1987 engageret i Liva, hvor han har stået i spidsen/været involveret/skrevet/spillet med i....over 50 cabaretter til dato og der er mange flere på vej - siden 1999 har han desuden været kunstnerisk & administrativ leder af Café Liva.