★★★★★
"Fremragende, overrumplende og charmerende!" - Kulturkupeen
★★★★ "Sangene swinger og leveres med hjerte, sjæl og indlevelse!!" - Morten Buckhøj
★★★★ "Charme, vid og en ikke ubetydelig selvironi!" - CphCulture
★★★★ "Det er simpelthen så lækkert, smukt og smertefuldt!" - iScene
★★★★ "Dyb, inderlig og sidder lige i skabet!" - Ungt Teaterblod
Cabaretten fortæller historien om 3 stærke kvinder gennem de sidste 125 år –
og tager fat i spørgsmål som:
Hvor kommer vi fra ? Hvordan kom vi så langt ? Hvor skal vi hen herfra ?
Og hvordan overlevede vi i det hele taget de sidste 125 år ?
Hanne Uldal beskriver selv sin fortælling således:
Min farmor blev født i 1898 - eller faktisk 1896 for hun ændrede sin dåbsattest –
og hendes opvækst var præget af Belle Epoque.
Min mor er født i 1925 i et hjem, der svingede mellem det indre missionske
og den danske folketros kræfter med en kunstnerisk mor,
der lærte sine piger at værdsætte nørkleri og salmesang.
Som voksen lod hun Sylvia Plath, Tove Ditlevsen, Nis Petersen m.a. farve sit liv -
samt en voldelig ægtemand.
Jeg selv er fra guld-årene, der startede ca. 1950, i en verden
der troede på den frie kvindes ret til sex og selvstændighed.
Trods de forskellige epoker er jeg og mine kvindelige aner
dybt forbundne af kulturens faste arm, hvilende omkring vor kvindsomhed.
Og Jeg vil derfor synge og fortælle jer gennem mine kvinders liv.
Det musikalske islæt, som forbinder kvindefortællingerne i et kaleidoskopisk vue,
hvor fortid og nutid blandes, smelter sammen og komplimenterer hinanden,
er sange gennem de sidste 125 år med det til fælles, at de alle er enten komponeret eller forfattet af kvinder –
og i visse tilfælde begge dele, som f.eks. Karen Jønsson’s Hvorfor er Lykken så Lunefuld.
Titlen ”Kvindsomhed” er et ord opfundet til lejligheden – og cabaretten – af Jacob Morild.
