”Et helt almindeligt liv” – findes det overhovedet og er det virkelig et fænomen ?
Med afsæt i PH’s ikoniske vise ”NÅ” beskrives livsforløb på godt og ondt – fra fødsel til grav, fra nær og fjern, fra Herodes til Pilatus – fra mand til kvinde og vice versa
Cabaretten er bygget op over NÅ-visens 9 vers og hertil spædet op med sange fra de sidste 70 års poulærmusik i nye jazz-arrangementer og med tekstlige øjebliksbilleder fra et menneskes forskellige aldre.
En eksistentialistisk rejse hvor der stilles spørsgmål både om og ved begrebet ”almindeligt” – for hvad er vel det ? – Det der kan synes trivielt, kedeligt og rutinepræget på en villavej i Rødovre, kan være skræmmende og eksotisk i en baggård i Esbjerg og måske decideret magisk i en landsby i Burkina Faso.
Skuespilleren Pernille Schrøder tager med denne forestilling så småt hul på sit 40-års jublilæum som professionel performer på selv samme scene, hvor karrieren for alvor startede i 1987 – nemlig landets eneste faste cabaretscene Cafe Liva.
Til at akkompagnere sig har hun kapelmesteren og pianisten Jacob Lindbirk.
For sammensætning og manuskript står Pernille Schrøder selv – og musikken ny-arrangeres af Jacob Lindbirk.
Dramaturgisk indspark, almindelig fødselshjælp og øjne udefra tager Cafe Livas kunstneriske Leder, Jacob Morild, sig af.