Skip directly to content

Ned med alting - op med humøret

Forestillingen

Med udgangspunkt i skuespilleren Keld Petersen righoldige materiale af revyviser, monologer, sketches og teaterroller tegnes et sørgmuntert portræt af en mands genvordigheder med kvinder, forventninger, sig selv og først og fremmest livet i almindelighed.
Materialet er skrevet af nogle af efterkrigstidens største danske tekst-
forfattere og komponister - såsom Børge & Arvid Müller, Kaj Norman
Andersen m.fl. - og afspejler således perioden fra 40’erne - 60’erne, men
med klare - og til tider skræmmende - pendanter til nutidens politiske og
eksistensialistiske strømninger år 2003.

Holdet bag cabaretten er skuespilleren Jesper Lohmann & pianisten Bjarne
Sahl som sammen er dykket ned i Keld Petersens repertoire og sammensat
cabaretten. Til at hjælpe med det sceniske overblik har de allieret sig med
Café Livas kunstneriske leder - skuespilleren, instruktøren & tekstforfatteren
m.m.m. Jacob Morild.

Medvirkende

Jesper Lohmann

Anmeldelser

Under overskriften “EN KOMIKER FINDER SIG SELV” giver Berlingske Tidendes
Per Theil 5 STJERNER og skriver bl.a:
“Glædelige overraskelser er altid velkomne. Jesper Lohmann er en sådan. Han hopper
ud som en pæn stor komiker”
“En del af glæden består i at høre alle de gamle tekster. Sikke en leg med sproget!
Den største glæde består i at høre Jesper Lohmann fremsige dem.”
“Kjeld Petersen bliver mindet med manér. Og Jesper Lohmann har i alt fald fundet
melodien. Kræs, fandeme kræs!”

Under overskriften “INGEN GRUND TIL GRÅD” giver B.T.s Randi K. Petersen
4 STJERNER og skriver bl.a:
“Jesper Lohmann har sin egen, knivskarpe stil i cabaretten om komikeren Kjeld
Petersen.”
“I dag huskes han stadig, og det samme gør mange af de tekster, han optrådte med.
Alligevel er det tiltrængt at blive mindet om, hvor drønskægt og skarpt det danske
sprog kan være, når det bruges til begavet satire.”

Under overskriften “DEN STILFÆRDIGE KJELD PETERSEN” skriver Jyllandspostens
Henrik Lyding bl.a:
“Kjeld Petersen var andet end fræsende komik, han var også en fin, sine steder næsten
poetisk visekunstner, og det er denne side, Jesper Lohmann i særlig grad lægger
vægten på i denne lille cabaret.”
“Jesper Lohmann formidler det hele sikkert, i bevidst klassisk dannet sprogtone og
med en fin, lidt tør charme, hvor den særlige Kjeld Petersen-tone i glimt bryder frem
og kalder på minderne.”

Under overskriften “VITTIG OG ÆRLIG SATIRE” skriver Politikens Bettina
Heltberg bl.a:
“Jesper Lohmann fremfører med talent og originalitet gamle fortræffelige tekster af fortidens mestre.”
“Café Liva er en af landets bedste små scener. Den gynger blidt i Nyhavn, men den går ikke under.”
“Jesper Lohmanns tilgang til teksterne er usentimental og ærlig. Ofte spekulerer man på, om mellemteksterne illustrerer hans eget liv, eller om det er citater fra forfatterne. Så er man - uden at det på noget tidspunkt bliver privat - sin rolle.”
“Ved klaveret sidder en dygtig musiker, Bjarne Sahl. Det er en smaddergod times tid, som man skulle unde sig.”